Jon Stewart modtager pulverbrev

Den populære tv-vært og snesevis af amerikanske medier og kongresfolk har modtaget trusler

Jon Stewart fra The Daily Show modtog et brev med harmløst hvidt pulver. (Foto: AP)
Jon Stewart fra The Daily Show modtog et brev med harmløst hvidt pulver. (Foto: AP)

Tv-satirikeren Jon Stewart fra The Daily Show har sammen med en lang række personer fra amerikanske medier og kongressen modtaget breve, der indeholder et hvidt pulver og truer med et biologisk angreb.

Det viste sig senere, at pulveret var harmløst, men forbundspolitiet FBI advarer om at flere breve kan være undervejs.

Brevene er sendt til snesevis af kongresmedlemmer, Wall Street-banker og medier som Washington Post, New York Times og Fox News.

Alle breve er afsendt fra Portland i staten Oregon og underskrevet ’the MIB’.

Sagen minder om en række breve, der blev afsendt i 2001 og indeholdt miltbrand. Det skete en uge efter terrorangrebene den 11. september.

Dengang døde fem personer og 17 andre blev syge af den farlige miltbrand.