Politiet mistænker mand for flere røverier

Det lykkedes politiet at anholde en 27-årig efter et røveri. Nu mistænkes han for flere røverier i København

Det var tilsyneladende politiet, der scorede jackpot, da en mand onsdag aften begik røveri mod en spillehal på Jernbane Allé i Vanløse i København.

Røveren truede personalet med en kniv og fik udleveret omkring 3600 kroner, før han forsvandt.

- Da vi kiggede overvågningsbåndene igennem, var der én, som genkendte ham, og det lykkedes os efterfølgende at finde frem til hans adresse i nærheden, fortæller den centrale efterforskningsleder, Kristian Aaskov.

Da politiet trængte ind i lejligheden, fandt man både kniv og udbytte i lejligheden.

- Desuden fandt vi syv designerstole, og noget tyder på, at han har solgt designermøbler over nettet, siger Kristian Aaskov.

Men politiet mener også at kunne sætte den 27-årige mand i forbindelse med flere røverier i området.

- Måden røverierne er begået på og signalementet af gerningsmanden betyder, at vi mistænker ham for mindst to andre røverier, fortæller den centrale efterforskningsleder.

Foruden tyvekoster og udbyttet fra røveriet fandt politiet en mindre mængde kokain i lejligheden.

Den 27-årige vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, mens det endnu ikke er afgjort, om en af hans kammerater, der var til stede i lejligheden, skal sigtes for noget.