Pia Kjærsgaard frifundet i injuriesag

Pia Kjærsgaard slipper for at betale erstatning til racismedirektør, der følte sig krænket af injurier

Retten i Lyngby har onsdag frifundet Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i en privat anlagt straffesag om injurier. Det oplyser Dansk Folkepartis pressetjeneste.

I sagen havde direktør Niels-Erik Hansen fra Dokumentations- og Rådgivningscenter om Racisme sagsøgt politikeren med et krav om 25.000 kroner i godtgørelse.

Nu bliver det i stedet Niels-Erik Hansen, som må gribe til lommerne. Han skal nemlig ifølge rettens dom betale 25.000 kroner i sagsomkostninger, oplyser DF's pressetjeneste.

Sagen drejer sig om en udtalelse fra Pia Kjærsgaard tilbage i juli 2007. Her anklagede Pia Kjærsgaard Niels-Erik Hansen for at ignorere angreb på jøder i Danmark.