PET får pæn karakter

Justitsministeriet frigiver oplysninger om kontrollen med PET - men der er flere mørke pletter i rapport.

"Tilfredsstillende". Sådan lyder bedømmelsen af Politiets Efterretningstjeneste fra et særligt kontrolorgan, der tjekker blandt andet registreringer af borgere.

Karakteren kan læses i en hidtil hemmeligholdt rapport fra Wamberg-udvalget, der står for kontrollen.

For første gang har Justitsministeriet indvilget i at afklassificere udvalgets arbejde og har besluttet at give Ritzau aktindsigt i en ni sider lang rapport om PET's arbejde i 2010.

Ministeriet har dog fjernet en række faktuelle oplysninger, og derfor er der en del mørke pletter i den frigive version.

For eksempel vil ministeriet og PET ikke fortælle offentligheden om, hvor mange borgere der står opført i efterretningstjenestens registre.

Også antallet af nye registreringer af danske statsborgere, virksomheder og organisationer og af herboende udlændinge er streget over.

De fire medlemmer af Wamberg-udvalget har vurderet samtlige nye registreringer, står der i rapporten.

Om udvalget i noget tilfælde har sagt nej til PET's ønsker om registrering, fremgår ikke.

- Det er ikke tilfældigt, at der ikke er oplyst noget om dette. Vi følger den linje, man har fulgt i alle årene, siger udvalgets formand, advokat Oluf Engell.

Med terrorpakken fra 2006 fik PET ret til at skaffe følsomme personoplysninger fra kommuner, sygehuse og andre offentlige myndigheder - og vel at mærke uden dommerkendelse.

Rapporten afslører, at PET har benyttet sig af muligheden. Antallet af tilfælde er dog mørkelagt.

Justitsministeriet begrunder overstregningerne i rapporten med, at det er nødvendigt af hensyn til statens sikkerhed. Også hensynet til opklaringen af forbrydelser indgår som argument.

Enkelte faktuelle oplysninger har ministeriet dog besluttet at frigive:

For eksempel, at PET ved udgangen af 2009 havde 23 såkaldte støttedatabaser i sving. Og at tre nye databaser blev godkendt i 2010. Det betyder, at der var et tilsvarende antal efterforskninger.

Desuden videregav PET i 2010 i ni tilfælde belastende personoplysninger til andre myndigheder.