Politi skød bombe-mands hund

Psykisk syg skabte rædsel i Skælskør

(Foto. Per Rasmussen)
(Foto. Per Rasmussen)

Betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi måtte tirsdag eftermiddag trække deres tjenestevåben for at pacificere en psykisk syg 40-årig, der truede med et sprænge en bombe i en lejlighed i Skælskør.

Dramaet udspillede sig på Parkvænget i Skælskør og sluttede lige omkring klokken 17.30.

Manden havde tidligere i dag truet personale på rådhuset i Skælskør og havde derpå valgt at barrikadere sig i sit hjem.

- Betjentene har set manden stå med noget i hånden. De kan ikke fastslå, hvad det er manden har i hånden, så det er umuligt at sige, om der rent faktisk er tale om en bombe, sagde politiets pressetalskvinde tidligere i dag til ekstrabladet.dk.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi evakuerede af sikkerhedsmæssige årsager flere beboere fra den etageejendom, hvor manden bor.

Truede med kniv
Da en større gruppe politibetjente havde omringet ejendommen, hvor manden bor, kom han á to omgange ud fra lejligheden.

- Første gang kom han ud med en kniv i hånden og truede betjentene. 'Jeg skal nok få fat i de forpulede betjente', råbte han, fortæller ekstrabladet.dk's udsendte på stedet.

Derpå gik manden igen ind i lejligheden.

- Anden gang han kom ud holdt, han med sin ene hånd fat i sin rottweiler, mens han i den anden hånd havde en chrysantemumbombe, siger ekstrabladet.dk's udsendte.

At manden havde hunden med ud blev kæledyrets død.

- Betjentene affyrede 4-5 skud mod hunden. Den er død. Derefter kastede betjentene sig over den 40-årige og pacificerede ham, fortæller ekstrabladet.dk's udsendte.

Hvorfor manden gik amok, er endnu ukendt.

Den 40-årige skal nu undersøges af en læge.