Røvede bank foran næsen af politimand

En civil politimand var et smut i banken for at hæve penge, da en bankrøver slog til. Han kom ikke langt


Vis stort kort

En 21-årig fik en rigtig øv-dag, da han i dag besluttede sig for at røve Nordea på Amagerbrogade 245.

Han kom maskeret ind i banken kl. 12.25 med et hævet koben og fik proppet godt og vel 50.000 kr. ned i en affaldspose.

Men en civil betjent fra efterforskningen på Station Amager var tilfældigt et smut i banken for at hæve penge, og han fulgte efter røveren og fik alarmeret sin makker, der holdt og ventede på kollegaen i en civil politibil ved banken.

Den 21-årige sprang på cyklen med betjentene efter sig, men nåede kun 100 meter væk. På Gertsvej kørte politibilen ind foran bankrøveren, der cyklede ind i politibilen, væltede i en hæk og blev anholdt.

- Vi har både kobenet og pengene, siger vagtleder Henrik Boris Jensen, Station Amager.

Betjentene, der fangede bankrøveren, er et par 'gamle' erfarne efterforskere:

- De er vist stadig lidt forpustede, griner Henrik Boris.

Bankrøveren var maskeret med en sort hætte snøret om hovedet, sorte arbejdshandsker og våbnet var et langt blåt koben.

Den 21-årige fremstilles i morgen i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling. Han blev for kort tid siden idømt otte måneders fængsel for røveri mod en forretning.