Pille-desertør får to måneders fængsel

Overkonstabel spiste piller for at slippe væk fra krigen i Afghanistan. Det koster ham to måneder bag tremmer

60 dages ubetinget fængsel. En hård dom, der straks blev anket til Vestre Landsret.

Det var resultatet af tirsdagens retsmøde ved Retten i Holstebro, hvor en 31-årig overkonstabel fra Dragonregimentet i Holstebro blev dømt for at have spiste smertestillende piller for at blive hjemsendt i utide.

Den 31-årige var i foråret 2011 udsendt for femte gang på væbnede missioner i udlandet. Han har i sin karriere været i Kosovo, Irak, Kirgistan og to gange i Afghanistan.

Den sidste gang var tilsyneladende en gang for meget. For efter fire måneder i en fremskudt camp i Helmand-provinsen fik han nok af det hele.

Han havde gennem nogle uger følt sig dårligt tilpas blandt de meget unge kolleger, og havde desuden problemer med ryggen. Han talte med en feltpræst og nogle overordnede officerer og bad om at blive hjemsendt, men uden held.

I stedet blev han sendt til en anden lejr, Patrol Camp Bridzar, hvor han ganske vist blev fritaget for patrulje, men ellers skulle arbejde i selve lejren.

24. maj 2011 blev han af sin næstkommanderende sigtet for at være udeblevet fra en nattevagt, men han mente ikke, han var på vagttjeneste den nat.

Situationen kammede over, og han spiste en stor portion af stærke smertestillende piller af mærket Ibuprofen. Dem havde han fået ordineret af sin civile læge på grund af rygsmerter.

Efter nogle minutter henvendte han sig til sanitetsfolkene, der gav ham et brækmiddel og sendte ham med helikopter til felthospitalet. Her talte han med en psykiater, der anbefalede at han skulle hjemsendes.

Retten lagde vægt på, at forseelsen var sket på en væbnet mission i et farligt område, og at soldatens eventuelle psykiske problemer ikke er nogen undskyldning.