Fransk politi afhører Strauss-Kahn

Fransk politi forsøger at fastslå tidligere IMF-chefs mulige tilknytning til korruption og prostitutionsring

Dominique Strauss-Kahn, tidligere chef for Den Internationale Valutafond (IMF), er atter i franske mediers søgelys på grund af sin mulige rolle i en ny sexskandale.

Strauss-Kahn ankom tirsdag morgen til afhøring på politistationen i den franske by Lille, hvor han bliver afhørt som mistænkt, og ikke som vidne i sagen, siger den franske anklagemyndighed.

Ifølge anklageren vil Strauss-Kahn blive tilbageholdt af politiet på grund af mistanke om "medskyldighed i rufferi" og "misbrug af virksomhedsmidler", hvilket vil sige, at han risikerer at blive sigtet og tilbageholdt i foreløbig op mod 96 timer.

Politiet efterforsker, om prostituerede har modtaget betaling for de ydelser, der har leveret til fester i blandt andet Paris og Washington, hvor den tidligere IMF-chef har deltaget.

Derefter er det op til anklagemyndigheden at forsøge at bevise, at Strauss-Kahn vidste, at de kvinder, der holdt ham med selskab ved festerne, var prostituerede, som var betalt med penge fra et offentligt byggeselskab, som en af Strauss-Kahns værter var chef for.

I Frankrig er det ikke ulovligt i sig selv at betale en prostitueret, men hvis det er foregået med penge fra en virksomheds kasse, kan det føre til sigtelse.

Den tidligere IMF-chef erkender, at han har et udsvævende sexliv, men afviser, at han er indblandet i nogen form for korruption eller rufferi.

Strauss-Kahn blev sidste år anklaget for voldtægt af en stuepige på et hotel i New York. Anklagen blev siden droppet, men sagen tvang ham til at trække sig fra sin topstilling i IMF og fra fransk politik.

Inden sexskandalerne fældede Strauss-Kahn, blev han betragtet som det franske socialistpartis bedste bud på en efterfølger til Frankrigs nuværende præsident, den konservative Nicolas Sarkozy.