Hjemmerøver tog kvælertag på 85-årig

En gerningsmand måtte opgive sit røveri hos ældre kvinde, da hun ikke havde kode til pengeskab

En ukendt gerningsmand gik voldsomt til værks, da han natten til tirsdag trængte ind hos en 85-årig kvinde i Viborg.

Manden tvang en havedør op ved halv et-tiden for at komme ind i kvindens hus.

- Han tog kvælertag på hendes hals, men hun er sluppet med rifter og småskrammer, siger vagtchefen hos politiet i Holstebro.

Røveren forlangte, at kvinden skulle røbe koden til hendes pengeskab. Men da hun fastholdt, at hun ikke kendte den, så stak han af igen.

Politiet ved endnu ikke, om gerningsmanden på forhånd vidste, at der var et pengeskab i huset, eller om han først opdagede det, da han gennemsøgte boligen.

Der er intet signalement af hjemmerøveren. Den ældre kvinde var umiddelbart efter overfaldet for svag til at lade sig afhøre, men Midt- og Vestjyllands Politi fortsætter efterforskningen.