Skal afhøres i prostitutionssag

Tidligere IMF-chef skal afhøres om forbindelser til prostitutionsring i swingerklubber i Paris og Washington

Foto: AP
Foto: AP

Den tidligere leder af Den Internationale Valutafond (IMF) Dominique Strauss-Kahn skal afhøres som en mulig mistænkt om en illegal prostitutionsring i Paris, siger en kilde tæt på sagen til det franske nyhedsbureau AFP.

Den tidligere IMF-chef vil blive afhørt tirsdag og kan blive tilbageholdt i op til 24 timer uden at blive anklaget.

Sagen er knyttet til en politiundersøgelse af organiserede sex-parties i restauranter og swingerklubber i Paris, Washington, Madrid, Wien og Gent i Belgien.

Strauss Kahn risikerer at blive sigtet, hvis myndighederne vurderer, at han vidste, at han var sammen med prostituerede, og at de blev betalt med midler, som ikke var legale.

Franske medier har bragt rapporter om, at Strauss-Kahn har deltaget i kompromitterende fester på et hotel i Paris hotel med lederen af den pågældende prostitutionsring "Dodo la Saumure", som ejer massageklinikker i Belgien.

Strauss-Kahn havde krævet at blive afhørt af undersøgelsesdommere i håb om at hindre, hvad hans advokater kalder "en lynchning i medierne."

Strauss-Kahn var på et tidspunkt favorit til at blive Socialisternes præsidentkandidat, men han anses i dag for at være en belastning for sit parti, og mange af hans tidligere allierede undgår ham.

En stuepige på et luksushotel i New York er stadig ved at forberede et civilt søgsmål mod ham, efter han sidste år slap for en straffesag efter anklager om, at han havde voldtaget stuepigen.