Minkboss erkender sig skyldig i vanrøgt

Mangeårig formand for pelsdyravlerne erkender sig skyldig i dyremishandling og betaler bøde på 10.000 kroner

Et tidligere medlem af Landbrugsraadet og mangeårig formand for Dansk Pelsdyravlerforening har accepteret anklagemyndighedens krav om bødestraf på 10.000 kroner.

Det betyder, at Erik Ugilt Hansen erkender sig skyldig i grov, uforsvarlig behandling og vanrøgt af mink på den farm ved Hobro, han selv var ejer af.

Sagen begyndte at rulle i februar 2011, efter at TV-Avisen havde vist billeder af vanrøgtede mink fra farmen - billeder der var taget af svenske dyreaktivister i september 2010.

Herefter blev politiet involveret i sagen, der, efter at have set de forhold, dyrene levede under, tilkaldte en dyrlæge fra Fødevareregionen.

Hun fandt dyr med afbidte, blødende haler, gamle betændte sår på krop og hoved - sår der forlængst skulle have medført behandling med antibiotika eller aflivning.

Nordjyllands Politi rejste derefter tiltale om uforsvarlig behandling af i alt syv mink. Anklageskriftet blev sendt til Retten i Aalborg, men der bliver ingen retssag.

Erik Ugilt Hansens virksomhed, Stenildbro Dambrug-Minkfarm Dyr ApS., har nemlig indvilget i at betale bøden, oplyser politiet.

Tidligere har han ellers udtalt til pressen, at der ikke var noget at komme efter. Og hans egen dyrlæge erklærede sig uenig med sin kollega i Fødevareregionen.

I øvrigt trak Ugilt Hansen sig fra bestyrelsen i Dansk Pelsdyravlerforening umiddelbart efter afsløringerne.

Billederne, der blev vist i TV-Avisen, afslørede også vanrøgtede mink på farme, der i fem ud af syv tilfælde var ejet af bestyrelsesmedlemmer Dansk Pelsdyravlerforening.