Eksplosion rammer valglokale i Yemen

Dagen inden præsidentvalget - hvor kun én kandidat er opstillet - er Yemen præget af uroligheder

En kraftig eksplosion raserede mandag morgen et valglokale i havnebyen Aden i Yemen, dagen inden landet holder præsidentvalg.

Umiddelbart efter eksplosionen blev en soldat dræbt og en anden såret, da ukendte gerningsmænd åbnede ild mod en militærpatrulje.

Det er ikke umiddelbart klart, om der er sammenhæng mellem eksplosionen og skyderiet, siger en unavngiven embedsmand.

Volden øger spændingerne forud for præsidentvalget tirsdag, hvor millioner af yemenitiske vælgere ventes at gå til stemmeurnerne.

Vicepræsident Abd-Rabbu Mansour Hadi er den eneste kandidat ved valget. Han bliver præsident i en toårig periode efter Ali Abdullah Saleh, som modvilligt er trådt tilbage efter det seneste års protester og uroligheder.

Flere grupper i Yemen, særligt separatister i syd og shia-oprørere i nord, har sagt, at de vil boykotte præsidentvalget.

Søndag aften ankom lange rækker af militære køretøjer med soldater fra hovedstaden Sanaa til Aden, hvor de skal sørge for sikkerheden ved valgstederne.

Øjenvidner melder om skudvekslinger mellem regeringsstyrker og væbnede separatister i Mansoura-kvarteret i Aden, hvor en stor demonstration ventes at finde sted senere på dagen.

I dagene op til valget har myndighederne anholdt en række "bevæbnede ekstremister", som ifølge en unavngiven embedsmand ville forsøge "med magt at forhindre borgerne i at deltage i valget", skriver nyhedsbureauet AFP.

Antallet af angreb mod valgsteder og valgkontorer er steget i de forgangne dage.