Kulde dræber 40 børn

40 børn er døde af kulde i Afghanistan. Red Barnet advarer om flere dødsfald i takt med faldende temperaturer

Hårdt vintervej med ekstreme kuldegrader har kostet op mod 40 børn livet i Afghanistan i løbet af den seneste måned. Udsigten til endnu lavere temperaturer får hjælpeorganisationer til at slå alarm.

24 børn døde af kulde i udkanten af hovedstaden Kabul i flygtningelejre, der huser tusindvis af mennesker, der er flygtet fra krig og trusler fra Taliban i den sydlige del af landet.

Andre er døde af kulde i de bjergrige egne i den centrale del af Afghanistan, oplyser en talsmand fra sundhedsministeriet til AFP.

- I løbet af den sidste måned har vi registreret 40 dødsfald. Alle er døde af kulde, og de fleste er børn, siger talsmand Ghulam Sakhi Kargar Noorughli.

Afghanistan lider i øjeblikket under den koldeste vinter i 15 år.

Red Barnets internationale afdeling advarede søndag om, at vejrforholdene ser ud til at blive endnu værre og true de mange børn i flygtningelejrene.

- Endnu flere kan risikere at dø af kulde i den værste vinter i Afghanistan i 15 år med temperaturer ned til 17 grader under frysepunktet, hedder det i en erklæring fra Red Barnet.

- Det har været en brutal vinter, og børnene har meget lidt til at yde beskyttelse fra den bidende kulde, siger Bob Grabman, der er Red Barnets landedirektør i Afghanistan.

- Mange forsøger at overleve uden tilstrækkelig læ eller tæpper, uden mad, varmt tøj eller sko. Om natten falder temperaturen så meget, at det truer nyfødte og små børn på livet, siger Bob Grabman.

Ifølge Red Barnet lever 20.000 flygtninge i 30 lejre i Kabul under ekstremt dårlige forhold i tynde telte.

På trods af milliarder af dollar i nødhjælp fra det internationale samfund efter talibanregimets fald, er landet stadig et af de mest fattige i verden.