Trafikoffers chef: Hun var en fantastisk pige

Det 54-årige trafikoffers chef er rystet over tabet af sin kollega - hun var utrolig vellidt, lyder det

Den 54-årige kvinde blev ramt af spritbilisten, da hun var ude og hjælpe sin søn med en avisrute. (Collage: Aars Avis/Jan Herkert Pedersen)
Den 54-årige kvinde blev ramt af spritbilisten, da hun var ude og hjælpe sin søn med en avisrute. (Collage: Aars Avis/Jan Herkert Pedersen)

- Hun var ikke alene fantastisk pige, hun var også virkelig kvik og dygtig til sit arbejde.

Sådan lyder beskrivelsen af det 54-årige trafikoffer, der tidligt i morges blev påkørt og dræbt af en 19-årig spritbilist i Aars i Nordjylland, fra Thorkil Christensen, redaktør og udgiver af den ugentlige lokalavis, Aars Avis, hvor kvinden i flere år har været ansat.

LÆS OGSÅ: 19-årig spritbilist varetægtsfængslet - husker intet

- Det kom som noget af et chok, må jeg nok sige. Ulykken skete kun godt 200 meter fra avisen, så da jeg kørte på arbejde i morges, kunne jeg se, at flaget var på halv, og det gav jo selvfølgelig en noget trykket stemning på redaktionen, fortæller Thorkil Christensen til ekstrabladet.dk.

- Hun blev i sin tid ansat på avisen som voksenlærling, indtil hun for cirka fem år siden bestod sin eksamen, som hun i øvrigt klarede imponerende flot. Herefter har hun været ansat til blandt andet at holde styr på og opdatere vores telefonbøger. Og det har hun været virkelig dygtig til, siger han og fortsætter:

- Hun kommer jo oprindelig fra København og flyttede herover omkring 1979. Men selv om det måske ikke altid er nemt for københavnere at blive accepteret helt heroppe, så har hun altid været utrolig vellidt. Det er virkelig tragisk, at hun nu er væk. lyder det fra hendes nu tidligere chef.

LÆS OGSÅ:

Se også: Spritbilist dræber avisbud

Ifølge Thorkil Christensen efterlader den 54-årige kvinde sig to voksne sønner og en ægtefælle, som hun har været gift med i et par år. Redaktøren fortæller endvidere, at det 54-årige trafikoffer lige var blevet farmor.

Den 19-årige spritbilist, JC, der ifølge politiets anklager stadig er for chokeret til at tage stilling til spørgsmålet om skyld, blev tidligere i dag varetægtsfængslet i 14 dage ved et grundlovsforhør i Retten i Hjørring.