Politi leder efter flugtfange i bandemiljø

I København ligger der nu billeder i alle politibiler af en flygtet mand, som sigtes for drabsforsøg

Politiet skærper jagten efter en drabssigtet københavner, som fredag stak af fra retten på Blegdamsvej under en dramatisk flugtaktion.

Der ligger billeder af den 21-årige mand i samtlige patruljevogne, og samtidig ledes der med lys og lygte efter flugtfangen blandt hans kammerater i bandegrupperingen omkring Blågårds Plads på Nørrebro.

- Det er der, hvor vi tror, han er, og det er der, hvor vi leder efter ham, fortæller vagtchef John Hansen fra Københavns Politi.

- Der ligger også billeder af ham i alle politibilerne. Så hvis han har den der tendens til, at han ikke kan holde sig fri fra politiet, så dukker han op i vores varetægt igen, tilføjer vagtchefen.

Hjulpet på flugt
Den 21-årige mand skulle fredag formiddag have forlænget sin varetægtsfængsling, da otte til 10 personer brasede ind i retsmødet og hjalp ham på flugt.

Situationen skabte tumult, og betjentene brugte peberspray for at forhindre flugten. Men uden held.

Retsmødet drejede sig om, at tre mænd skulle have forlænget deres varetægtsfængsling i en sag, hvor de sigtes for drabsforsøg på Åboulevarden i november.

Dengang blev en mand passet op af gerningsmændene, der ville vide, om han var fra "Værebro". De har formentlig hentydet til Værebros Hårde Kerne, VHK, der er en bandegruppering i Storkøbenhavn.

Gerningsmændene stak manden adskillige gange med en kniv i både hovedet, i lårene og på kroppen. Flere af stikkene var ifølge politiet livstruende.

Den flygtede er Yosef Ahmad Hossain Naem al-Kassab. Han beskrives som 174 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har kort sort hår og brune øjne.

Borgere, som ser ham, eller ved, hvor han opholder sig, skal ikke forsøge at pågribe ham selv, men i stedet straks ringe til politiet på telefon 112.