Bus med skoleelever røg i grøften i Sverige

En bus fyldt med ungdomsskolelever røg i formiddags i grøften på vej hjem fra skiferie i Idre Fjäll. Ingen personer er kommet til skade

En bus fra AAbech Bus ved Randers røg lørdag formiddag i grøften i Sverige. (Foto fra aa-bechbus.dk)
En bus fra AAbech Bus ved Randers røg lørdag formiddag i grøften i Sverige. (Foto fra aa-bechbus.dk)

50 danske buspassagerer endte lørdag formiddag på en bjergskråning på vej hjem fra skiferie i Sverige.

- Vi bliver overhalet og jeg vælger at trække lidt ind til siden. Det resulterer i, at det ene hjulsæt sætter sig fast i rabatten, og bussen lander i en snebeklædt, blød bjergskråning, fortæller bussens chauffør og indehaver af det randrusianske busfirma, Aaage Bech, til ekstrabladet.dk.

Han oplevede ikke overhalingen som hasarderet.

- Der er bare ikke meget plads på landevejene i de svenske fjelde.

Alle havde seler på
Passagererne i bussen var ungdomsskoleelever fra Djursland. De havde været på en uges skiferie i Idre Fjäll. Ulykken skete omkring klokken 10 i formiddags - kort efter afgang på landevejen mellem Särna og Sälen.

Et øjenvidne til ulykken fortæller, at der var politi og otte ambulancer til stede.

- Jeg fik jo ikke lige talt dem, men jeg kan godt forstå, hvis forbipasserende syntes, det så dramatisk ud. Men der er ikke sket noget. Bussen landede fint, alle havde sikkerhedsseler på, og eleverne gik selv fint ud efterfølgende, hvor lærerne og jeg tog hånd om dem, fortæller Aage Bech.

Planmæssig hjemkomst
Senere dukkede også psykologer op, men alle elever er nu blevet hentet af en ny bus, som fragtede dem videre til Göteborg, hvor en færge fragter dem planmæssigt til Frederikshavn her klokken 17.30.

Ifølge Aage Bech betegner svensk politi ulykken som en udskridning. Elevernes forældre er underrettet.

Aage Bech er nu også selv på vej retur til Danmark i den forulykkede bus. Han har endnu ikke overblik over de materielle skader.