Trænede til køreprøve: Ramte garage og bil

54-årig kvinde må nok tage nogle flere køretimer

En 54-årig kvinde fra Grindsted må nok belave sig på at tage nogle ekstra køretimer, inden hun vælger at gå op til køreprøve.

Kvinden øvede sig i aftes på egen hånd i Tingparken i Grindsted med at køre rundt, så hun er ekstra godt rustet til køreprøven.

Resultatet blev dog noget nedslående. For den 54-årige ramlede ind i et garageanlæg, som delvist sank sammen. En parkeret bil fik også lige en påkørsel med på vejen.

Ikke styr på

pedalerne
- Hun har nok ikke lige haft styr på det med pedalerne, mener vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

I følge vagtchefen er der rent juridisk tale om uautoriseret skolekørsel.

- Kvinden får nu en bøde og hun skal formentligt også betale erstatning for de ødelagte ting. Derimod får det ingen betydning for hende i forhold til at få kørekortet. Jeg tror ikke, at en enkelt kørsel uden kørekort er nok til at fradømme hende det, siger vagtchefen til ekstrabladet.dk.

Der er ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvorfor den 54-årige pludselig har fået lyst til selv at køre bil. Hun er ikke tidligere blevet fradømt kortet.

- Nej, umiddelbart ser det ud som om, at hun aldrig har haft kørekort, siger vagtchefen.

Læs også:

Se også: Taget uden kørekort ... for 19. gang