Bandeleder dømt for røveri

Tidligere israelsk agent og leder af invandrerbande idømt fængsel for røveri mod hashklub

Danny Abdalla for år tilbage (foto: Andreas Szlavik)
Danny Abdalla for år tilbage (foto: Andreas Szlavik)

Den 45-årige Danny Abdalla fra Aalborg, som er eller har været leder af indvandrerbanden Den Internationale Klub, er ved Retten i Viborg blevet tildelt en dom på et år og otte måneders fængsel for røveri mod en hashklub i Skive. Det skriver Skive Folkeblad lørdag.

I samme sag fik en 17-årig dreng fra Aarhus et års fængsel, hvoraf de otte måneder blev gjort betinget.

Under røveriet i Brårupgade i Skive i august sidste år blev en mand truet med en revolver eller en revolverlignende genstand til at lægge sig ned på gulvet, hvorefter to gerningsmænd stjal cirka 7.000 kroner i kontanter og omkring 120 gram hash fra stedet.

Begge nægtede sig skyldige, men Danny Abdalla blev fældet af vidneforklaringen fra den 17-årige sammenholdt med blandt andet teleoplysninger og telefonaflytninger.

Den 17-årige forklarede, at Danny Abdalla med en revolver truede ham til at deltage, men retten vurderede, at han havde haft flere chancer for at gå sin vej, som han ikke udnyttede.

Ud over fængselsstraffen blev Danny Abdalla dømt til udvisning af Danmark.

Det må dog anses for tvivlsomt, om den kan effektueres, da en tidligere udvisning af ham ikke er blevet til noget, fordi myndighederne anser ham for at være i livsfare, hvis han udleveres til sit hjemland, Libanon. Årsagen dertil skulle angiveligt være, at han tidligere har samarbejdet med den israelske efterretningstjeneste, Mossad. Han er derfor på såkaldt tålt ophold i Danmark.