Kvinde stukket ihjel på gaden i Malmø

En kvinde er død efter at være blevet stukket ned på gaden i Malmø. En mand er anholdt, siger svensk politi

En kvinde er død, efter hun fredag eftermiddag blev stukket ned med en kniv på åben gade i Malmø. Det skriver avisen Sydsvenskan på sin netudgave.

En mand er anholdt og sigtet for drab, oplyser politiet i Malmø.

Kvinden blev efter at være ramt i maven og muligvis en lunge af flere stik ført til et nærliggende hospital, hvor hun blev erklæret død.

Det er fredag aften uklart, om kvinden døde på gerningsstedet eller på hospitalet.

- Da politiet kom til stedet, var det klart, at hun var ramt i maven. Genoplivningsforsøg blev straks indledt, siger en talsmand for politiet til sydsvenskan.se.

Ifølge øjenvidner var to små børn sammen med kvinden, da hun blev stukket ned. Ingen af børnene kom fysik til skade.

Der var flere øjenvidner til knivstikkeriet, og politiet er i gang med afhøringer. Samtidig er politiets teknikere ved at undersøge gerningsstedet, hvor betjente også afhører folk.

Kvindens identitet er kendt af politiet, men de vil endnu ikke offentliggøre personlige oplysninger om hende.

Gennem det seneste halve år er seks mennesker blevet myrdet ved opsigtvækkende skudepisoder rundt om i Malmø, og politiet har indsat ekstrastyrker for at opklare drabene.