Flugtfange jages i København

Sigtet for drabsforsøg stak af under retsmøde

Omkring klokken 11 lykkedes det en 21-årig mand at stikke af fra retsbygningen på Blegdamsvej i København.

Manden har for tiden adresse i Vestre Fængsel, hvor han er varetægsfængslet i en sag om drabsforsøg, erfarer ekstrabladet.dk.

Ifølge oplysningerne er der tale om en 21-årig mand med indvandrerbaggrund og tilknytning til bandemiljøet i København.

- Jeg har ingen kommentarer til jeres oplysninger. Men det er korrekt, at vi har haft en fangeflugt. Det er sket i forbindelse med et retsmøde. De nærmere omstændigheder omkring flugten har vi ikke overblik over endnu. Men noget tyder på, han har fået hjælp af folk ude fra, for hvem det muligvis er lykkedes at aflede vores folks opmærksomhed, siger Michael Gjørup, sikkerhedschef, Kriminalforsorgen.

Politiet er i området, hvor de jagter den undvegne.

Et beboer i området fortæller, at flugtfangen kom løbende ad Sortedams Dossering. Herfra løb han videre ned ad Lundingsgade.

Et vidne til flugten forklarer, at der kom otte-ti unge løbende ud fra retsbygningen. På Blegdamsvej foran retsbygningen delte gruppen sig. En person løb til højre, mens resten til venstre. Den ensomme holdt hånden for det ene øje som om han havde slået det.

Et andet vidne så manden komme stormende op ad Sortedams Dossering, hvor han på et tidspunkt gemte i en busk.

- Jeg så manden komme løbende ad Sortedams Dossering. Manden havde røde øjne og snot ud af næsen. Han løb ind i gården til Sortedams Dossering 55, hvor han gemte sig bag en bil. Så kom politiet omme fra Ryesgade, de havde også hunde med, men her var manden løbet videre, forklarer et tredje vidne til flugtfangens løbetur.

Ekstrabladet.dk følger sagen