Politiet skød mod biltyve i Silkeborg

Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger nu sag om politiets skud mod bil ved tankstation

En hundepatrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi valgte natten til fredag af skyde mod en bil i Silkeborg.

Det skete ved en Shell-tankstation på Østergade, hvor patruljen i første omgang forsøgte at gennemføre en kontrol mod en bil.

- Da betjenten kommer hen til bilen, så speeder føreren op, og han forsøger at køre kollegaen ned, fortæller politiets vagtchef Kjeld Nedergaard.

For at beskytte sig selv valgte politiet at skyde mod bilen, som derefter valgte at standse. Det viste sig, at der var to mænd i 30'erne i bilen.

Mændene forsøgte angiveligt at slippe væk fra ordensmagten, fordi de ikke havde rent mel i posen. Bilen viste sig nemlig at være stjålet.

LÆS OGSÅ: Betjent ramte kollega på skydebane

Politiet har bestemt, at bilens fører i løbet af fredagen skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Muligvis vil passageren også blive fremstillet.

Vagtchef Kjeld Nedergaard ved ikke, hvor mange skud der blev affyret mod bilen. Nu bliver sagen efterforsket.

- Sagen er nu overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed for at være på den sikre side, siger Kjeld Nedergaard.

Politiklagemyndigheden behandler sager, hvor folk bliver ramt af politiets skud, med henblik på, om betjentene har fulgt reglerne.

I dette tilfælde er ingen ramt, men politiet har alligevel valgt at lade politiklagemyndigheden efterforske sagen.

Har du billeder eller oplysninger. Mail 1224@eb.dk eller sms 1224 (almindelig sms-takst)