40-årig ville veksle falske dollarsedler

Dansk mand risikerer nu en tur i brummen efter at være blevet anholdt i besiddelse af falske penge

Københavns Politi vil fredag kræve en 40-årig dansk mand varetægtsfængslet for pengefalsk. Det oplyser politiets centrale efterforskningsleder Frank Blem-Nielsen til Ritzau.

Manden blev anholdt sidst på eftermiddagen torsdag, efter at han forsøgte at veksle falske dollarsedler i en Forex-vekselforretning på Falkonér Allé på Frederiksberg.

- Han forsøgte at veksle fire 100-dollar-sedler, og så blev han anholdt umiddelbart efter, fortæller Frank Blem-Nielsen.

Efter at have pågrebet manden aflagde ordensmagten et besøg på mandens adresse for at se, om der skulle gemme sig flere falske penge der.

- Her blev der fundet yderligere 11 100-dollar-sedler, så vi er oppe på femten styk i alt, fortæller Frank Blem-Nielsen.

Mandens forbrydelse bliver umiddelbart takseret til at være så grov, at han skal varetægtsfængsles.

Derfor vil han i løbet af fredagen blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt, hvor politiets anklager vil bede dommeren om at fængsle den 40-årige mand.