22-årig husker meget lidt fra drabsnat

Politiet har offentliggjort dele af den 22-årige forklaring. Han var fuld, da han slog ofrene med en hammer

Indtil nu har offentligheden ikke fået at vide, hvad en 22-årige har fortalt i retten i Nuuk om den skæbnesvangre nat, hvor han - ifølge sigtelserne - dræbte tre og sårede to andre i bygden Nutaarmiut natten til onsdag i sidste uge.

Men nu har politiet offentliggjort dele af hans forklaring, skriver netavisen Sermitsiaq.gl.

Ifølge politiet har den 22-årige forklaret, at han før forbrydelsen indtog en del alkohol. Derfor er der ting, han angiveligt ikke kan huske.

- Men han erindrer, at han var på begge gerningssteder i bygden, og at han med en hammer i hånden angreb de beboere, som var til stede.

- De pågældende lå og sov, forklarer administrationschef hos politimesterembedet, Claus Risbjerg til netavisen.

Se også: Motivet bag grønlandsk blodbad ukendt

Efter drabene gik den 22-årige tilbage til sit eget hjem. Delvist indsmurt i blod.

- Han har forklaret, at han vaskede blodet af sig, og at han herefter lagde sig til at sove på sit værelse, siger Claus Risbjerg.

Motivet er stadig ikke klart.

- Han siger, at han ikke har haft nogen former for uoverensstemmelser med familien.

- Han forklarede dog, at han kendte dem fra sit arbejde på kommunekontoret i bygden, og at han kan huske, at de kom på kontoret, fortæller Claus Risbjerg.

Den 22-årig har fortalt, at han for nylig blev fyret fra jobbet fra kommunekontoret på grund af for meget fravær

Se også: Erklærer sig skyldig i grønlandsk massakre

- Der har angiveligt været en form for underskriftsindsamling i gang i bygden, netop på grund af utilfredsheden med hans fravær. Det er det allernærmeste, jeg kan komme det, svarer Claus Risbjerg.

- Det med fyringen betragter vi som brugbar information. Og det vil vi selvfølgelig også gå videre med, når vi afhører de mennesker, som har været tæt på sagen, siger Claus Risbjerg til netavisen.

De dræbte er to kvinder på 75 år og 31 år samt en pige på kun otte år, som alle er i familie med hinanden.

To personer er uskadte efter drabsforsøgene, mens to mænd på 32 og 81 år er kvæstede og ligger på Rigshospitalet i København.

/ritzau/