Fandt unge piger på nettet: Betalte 13-årig 1200 kr. for sex

En 30-årig mand sigtet for sex med tre mindreårige piger. Den ene betalte han 1200 kr. for et samleje

En 30-årig mand sigtes for sex og forsøg på sex med tre piger, der på gerningstidspunktet kun var 13 år. I dag er to af pigerne 14 år og den tredje 13.

Den ene af de 13-årige betalte han 1200 kr. for et samleje, mener politiet.

Ifølge sigtelsen, der i dag blev rejst i et grundlovsforhør ved retten på Frederiksberg, købte han også en 16-årig pige til sex med et løfte om at betale hende 300.000 kr. Det er ulovligt at betale unge under 18 år for sex.

Han kom i kontakt med pigerne via en datingside på internettet.

Der er rejst en stribe sigtelser mod den 30-årige, der også på det groveste skal have truet en 13-årig pige fra Nordjylland i forsøget for at få sex med hende. Han sendte flere sms´er til hende, hvor han truede med at kontakte hendes forældre og vise dem nøgenfotos af hende.

Grundlovsforhøret begyndte ved 13-tiden og ventes at vare flere timer.

Truede 14-årig med vold
Ifølge sigtelsen forsøgte den 30-årige at tvinge den nu 14-årige pige til at mødes med ham, så han kunne få samleje med hende. Han sendte også en sms til hende, hvor han truede med vold, hvis hun anmeldte ham til politiet.

- Jeg og vennerne ved, hvor du bor. Hvis du kontakter politiet, så sker der noget. En stikker som dig er færdig, skrev den 30-årige til den 13-årige - som anmeldte ham.

En 13-årig pige fra Slagelse havde han ifølge sigtelsen samleje med i Slagelse Lystskov i januar 2011, og en anden 13-årig, som han betalte 1200 kr., havde han samleje med i sin lejlighed i Brønshøj.

Erkender køretur - nægter sex
Episoden i Slagelse Lystskov skete ifølge pigens forklaring mellem 18. og 19. januar 2011. I forbindelse med forholdet blev den 30-årige sigtet i marts sidste år. Her erkendte manden, at have haft pigen med køretur, men nægtede at have haft sex med hende.

Endelig sigtes den 30-årige for den 13. januar i år at have haft samleje med en 16-årig pige fra Brønshøj i sin lejlighed mod løfte om at betale hende 300.000 kr. Hun fik dog aldrig pengene.