Specialenhed skal stoppe bortførelse af børn

Politiet bør skabe en særlig task force med speciale i bortførsler af børn til udlandet, siger advokater.

Masser af børn bortføres hvert år fra Danmark af deres udenlandske mor eller far, og det efterlader ekspartneren magtesløs tilbage.

For desværre magter det lokale politi ofte ikke at hjælpe hurtigt og effektivt, når fortvivlede forældre kontakter dem.

Det mener Danske Familieadvokater, som nu foreslår, at politiet opretter en særlig task force, som specialiserer sig i netop børnebortførelser.

- Når man som vagthavende sidder på en tilfældig politistation en fredag eftermiddag, kan det være svært at vide præcist, hvad man skal gøre i de her sager, forklarer formand Helle Larsen fra Danske Familieadvokater.

- Men det handler om at tage affære lynhurtigt. Og det er enormt meget nemmere, hvis man har et fast beredskab med indgående kendskab til reglerne, tilføjer hun.

Peter Skaarup, retsordfører i Dansk Folkeparti, støtter forslaget varmt.

- Det er helt oplagt at have en særlig enhed, som hjælper de krænkede mennesker. Nogen som hurtigt finder ud af, hvad der er foregået, og hvad der skal gøres, tilføjer Peter Skaarup.

Han vil nu have justitsminister Morten Bødskov (S) ind i sagen.

Ministerens partifælle, retsordfører Ole Hækkerup, er for så vidt enig i tanken bag forslaget, men kan se flere løsninger for sig.

- Det vigtigste er, at folk får ordentlig hjælp, når de henvender sig. Derfor kan det være en god idé at lave en fælles koordinerende indsats på tværs af politikredsene, siger han.

Børnebortførelser er dog langt fra noget nyt fænomen, fortæller børne- og familiepsykolog Søren Friis Smith.

- Men i gamle dage flyttede den ene forælder bare kun til Roskilde eller Korsør. I dag er verden blevet mindre og flybilletterne billigere, siger han.

Forældre, som bortfører deres egne børn, gør det ofte af frygt for at miste kontrollen over eller adgangen til deres poder, lyder det.