TV: Dødstal fra brand i Honduras stiger

Mindst 377 indsatte omkom ved en brand i et fængsel i Honduras. De fleste brændte ihjel i deres celler

Mere end 300 fanger brændte ihjel i det honduranske fængsel i Comayagua. (Foto: AP)
Mere end 300 fanger brændte ihjel i det honduranske fængsel i Comayagua. (Foto: AP)

Antallet af fanger, der er omkommet ved en voldsom brand i et overfyldt fængsel i Honduras tirsdag, er nu vokset til mindst 377.

Mange brændte op, da de blev fanget af flammerne i deres celler, oplyser myndighederne, der umiddelbart efter tragedien opgjorde dødstallet til omkring 200.

Læs også: 'Vi kommer alle sammen til at dø herinde'

Overlevende indsatte beskylder fængselspersonalet for at være skyld i tragedien.

- Vi var ved at brænde ihjel og paniske, fordi de ikke ville åbne cellerne, da ilden bredte sig, siger en af de indsatte til de lokale medier.

Politiet undersøger flere teorier. Blandt andet om branden blev påsat som led i et flugtforsøg.

Honduras har verdens højeste mordrate.

Læs også: Politi slås med pårørende efter 'helvedesbrand'

Pårørende til omkomne fanger stormede onsdag en sektion af det ødelagte fængsel for at vise deres vrede.

Fængslet ligger i byen Comayagua omkring 75 kilometer nord for hovedstaden.

En del fanger kom ud af fængslet ved at bryde gennem taget. Nogle benyttede lejligheden til at flygte.

- Der var tæt ved 900 indsatte i fængslet, og det frygtes, at mange af dem nu er på flugt, siger Hector Ivan Mejia, talsmand for landets sikkerhedsmyndigheder.

GALLERI: Se billederne fra 'helvedsbranden'

Lokale brandfolk siger, at de blev forhindret i at komme ind i fængslet på grund af skyderier. Men Daniel Orellana, leder for fængselsvæsnet i Honduras, afviser, at der var optøjer før branden.

I 1930 døde 320 fanger under en fængselsbrand i Ohio.