Reddet fra udvisning efter nødløgn

Landsret giver ung fra Nørrebro ekstra ni måneders fængsel, men han slipper for at blive sendt til Marokko

En ung mand undgik at blive smidt ud af landet og sendt til Marokko. Til gengæld får den 23-årige Mohamed Ali Mouna to et halvt års fængsel for det, som han selv siger var en nødløgn.

Det er en markant stramning i forhold til byretten, der kun straffede ham med et år og ni måneder bag tremmer.

Mouna var i sin tid hovedmistænkt i sagen om nedskydningen af en tilfældig færøsk mand, der blev ramt i ryggen, da han var på vej til koncert i Stengade på Nørrebro.

Bandekrigen var på sit højeste, og vagter med nervøse pegefingre vogtede over det indre Nørrebro, parat til at skyde hvis rockerne skulle vise sig.

Da den 23-årige blev anholdt, fandt politiet enkelte krudtpartikler på hans tøj. Men han forklarede, at det var fordi, han havde prøveskudt en pistol på Assistens Kirkegården.

Da politiet ikke havde andre beviser, måtte man droppe sagen om nedskydningen.

Men forklaringen blev til gengæld brugt til at tiltale den unge mand for ulovlig våbenbesiddelse.

Da de gik op for ham, at han stadig risikerede en sag, ændrede han igen forklaring.

- Jeg bor i Baggesensgade. Der er krudtpartikler over det hele, for der bliver skudt hele tiden, som han sagde.

At han tidligere forklarede anderledes var fordi, han følte sig presset og var bange for at blive smidt ud af landet, hvis han ikke kom med en forklaring.

Men den tror Østre Landsret ikke på. Derfor får han nu to et halvt år i fængsel for at have været i besiddelse af en pistol og en håndgranat, som politiet fandt i hans bil, da politiet stoppede ham en nat i februar 2011.

Mouna er marokkansk statsborger, men han er født og opvokset her i landet, hvor hans familie bor. Han har ingen tilknytning til Marokko, så derfor undgår han udvisning.

Oprindeligt mente byretten ikke, at der var beviser nok til at dømme ham for at være i besiddelse af pistolen. Derfor blev han dengang kun dømt for en håndgranaten.