Politi beder indbrudstyve om hjælp

Nordsjællands Politi vil stoppe stigning i indbrud ved at spørge tyvene, hvorfor og hvordan de bryder ind.

Politiet beder nu indbrudstyve om hjælp. Foto: Jan Unger/POLFOTO
Politiet beder nu indbrudstyve om hjælp. Foto: Jan Unger/POLFOTO

Mange boligejere får sig en slem overraskelse, når de kommer hjem fra job eller ferie til en opbrudt terrassedør og et gennemrodet hus.

Nu prøver Nordsjællands Politi at komme indbruddene til livs ved at tænke i utraditionelle baner og spørge tyvene om hjælp. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Jo mere vi ved om tyvenes motiver og fremgangsmåde, des lettere har vi ved at nedbringe antallet af indbrud.

- Vi vil vide, hvad der får en indbrudstyv til at slå til mod et specifikt hjem frem for naboens hus, hvor der heller ikke er nogen hjemme, fortæller Finn Bernth Andersen, der er stationsleder hos Nordsjællands Politi Vest, der hører hjemme i Frederikssund.

Helt konkret har Nordsjællands Politi udviklet et spørgeskema, der fremlægges mundtligt for de indbrudstyve, som betjentene har kontakt med i forbindelse med deres dagligdag.

- Vi stifter selvfølgelig bekendtskab med indbrudstyve i forbindelse med anholdelser og afsoninger, men vi besøger også tidligere indbrudstyve fra tid til anden for at sikre os, at de er på rette spor.

- Det er meningen, at begge grupper skal introduceres for spørgsmålene, siger Finn Bernth Andersen.

Der er endnu ikke indhentet nogen besvarelser, da spørgeskemaet først blev endelig færdigt i slutningen af januar. Derfor ved stationslederen heller ikke, hvilke konkrete tiltag eventuelle resultater vil munde ud i.

- Det er udelukkende på forsøgsbasis til at starte med, og måske løber det ud i ingenting. Men hvis vi intet gør, så fortsætter indbrudstyvene ufortrødent, siger han.

Nordsjællands Politi har gennem flere år haft fokus på indbrud. Alligevel oplevede man fra 2010 til 2011 en stigning på 16 procent, men den kurve ser nu ud til at være knækket.

- Siden årsskiftet har vi oplevet et fald på cirka 20 procent i forhold til samme periode sidste år, siger pressekoordinator Henrik Suhr til Ritzau.