Bjørnen kvaste mit hoved som chips

Uheldig jæger ringede til kæresten og sagde farvel

Her er den døde bjørn, der overfaldt den 55-årige jæger. Foto: Pernilla Wahlmann/Aftonbladet
Her er den døde bjørn, der overfaldt den 55-årige jæger. Foto: Pernilla Wahlmann/Aftonbladet

Med utallige sting i baghoved og nakke, et fastsyet øre, halskrave og stor bandage om højre hånd er Per Hedberg nu hjemme hos samleveren i Kilafors, 235 km nord for Stockholm.

På den sidste dag i januar overlevede den 55-årige jæger mirakuløst et angreb fra en ustyrlig hanbjørn, da han efter en elgjagt, var gået ud for at lede efter en forsvundet hund.

Mens Per Hedberg vandrede med sit gevær afsikret, kom et dyr pludselig styrtende mod ham fra skoven. En elgkalv, troede han, men der var tale om en rasende bjørn.

LÆS OGSÅ: Jæger angrebet af bjørn i Sverige

- Jeg havde en tusindedel af et sekund til at træffe en beslutning. Jeg kunne ikke nå at sigte ordentligt, men skød alligevel og ramte bjørnen i maven. I næste øjeblik var den over mig, fortæller Per Hedberg til Expressen.

Lignede et slagtehus
- Den bed mig i hovedskallen. Det føltes, som om kraniet blev knust. Det knasede, som når man tygger på chips. For fanden, hvor var den stærk, og hvor bed den hårdt. Den rev øret af, så øregangen næsten fulgte med ud, fortæller jægeren.

Under angrebet fik han knækket kraniets kant i nakken og revet en knogle ud af hånden. Han husker ikke, hvor længe angrebet stod på. Bjørnen forsvandt, men jægeren var overbevist om, at han skulle dø.

LÆS OGSÅ: Svensk politi skyder glubsk bjørn

Per Hedberg fik fisket mobilen frem og fra stedet i skovens sne, som nu lignede et slagtehus, ringede han til sin kæreste og sagde farvel.

- Det var det værste opkald, jeg har fået i mit liv. 'Sæt dig ned. Jeg er blevet overfaldet af en bjørn og ligger i skoven', fortæller samleveren Gunilla Löfstrand, 46, til Expressen om beskeden.

Men bjørnen kom ikke igen. Per Hedberg kunne også ringe til 112 og til sin bror, der som den første kom til stedet. I kritisk tilstand blev han bragt til sygehuset i Gävle.

Næste morgen fandt politiet den 166 kilo tunge bjørn og skød dyret.