Trafikdræbt havde speciel egern-tatovering

Trafikoffer er stadig ukendt - har karakteristisk tatovering

Foto: Claus Hansen/Folketidende
Foto: Claus Hansen/Folketidende

Politiet kender stadig ikke identiteten på den yngre mand, der løb ud foran en lastbil på Sydmotorvejen i sydlig retning ved Sakskøbing kort efter klokken fire i morges.

- Vi prøver nu at køre rundt og vise billeder, vi har af ham, på forskellige institutioner i området, siger Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing til ekstrabladet.dk.

Manden havde tre tatoveringer, som muligvis kan være med til at identificere ham. På højre overarm en tribal-tatovering i mørk og rød farve, på højre underarm en tatovering af et egern iført jakke og hat, og på venstre skulder/overarm en større tatovering af en 'hun-djævel' siddende på en bygning med trefork.

Manden vurderes til at være omkring 30 år med nordeuropæisk udseende, ca. 170 cm høj, spinkel til almindelig af bygning og med kronraget hår med mørke skægstubbe og et lille fipskæg.

Den afdøde var iført sort t-shirt, sort langærmet trøje med gyldent broderi af en ukendt figur med gotisk-lignende bogstaver på venstre bryst og en sort/brun dyne-/dunjakke med pelskrave.

Chokeret chauffør
Efter påkørslen tilkaldte den rystede chauffør hjælp, og en hundepatrulje, der blev kaldt til stedet, fandt den livløse mand. Han stod dog ikke til at redde og blev erklæret død ved ankomsten til Nykøbing Sygehus.

Det var en 51-årig lastbilchauffør fra Maribo Fællesvask, der forgæves forsøgte at undvige den yngre mand, der blev ramt i venstre vognbane. Han var naturligt nok stærkt chokeret efter ulykken.

- Efter det beskrevne så er manden løbet ud foran lastbilen. Chaufføren har prøvet at undvige manden, der går på vejen, men selvom han trækker helt over i overhalingsbanen, så fortsætter manden med at løbe på tværs af vejen, fortæller Arne Holdensen.

Politiet har endnu ikke hørt fra vidner, der har set ham gå på motorvejen før påkørslen.

- Der er meget øde på det tidspunkt. Men hvis nogen har set ham, vil vi gerne høre fra dem, siger Arne Holdensen.

Trafikken var efterfølgende spærret i nordgående retning, og en biliinspektør fra Næstved blev tilkaldt, siger folketidende.dk. Først da han var færdig med undersøgelser på stedet, blev der ryddet op efter ulykken, og vejen blev genåbnet kort efter klokken syv.

Hvis man har oplysninger om personer, som svarer til signalementet, skal man kontakte Sydsjællands Politi, tlf. 5531 1448 eller 114.