Psykisk syg mand angriber politi med økse

To betjente blev overfaldet med en håndøkse, da de kom kørende på patrulje i København

To københavnske betjente fik sig en ubehagelig oplevelse natten til tirsdag, da en psykisk syg mand overfaldt deres patruljevogn.

- De kommer kørende på Jyllingevej, da de bliver opmærksomme på en mand, der står og fægter med armene for at praje dem.

- Så kører de hen til ham, og i det øjeblik bilen holder stille, smadrer gerningsmanden sideruden med en håndøkse, siger vagtchef Jens Kristiansen ved Københavns Politi.

Betjentene kørte hurtigt væk fra den gale gerningsmand og tilkaldte assistance. Men inden politiet fik anholdt gerningsmanden, gik han yderligere amok.

Chokerede betjente
- Der er nogle parkerede biler, som også får nogle slag med øksen, fortæller Jens Kristiansen.

Ingen af betjentene kom noget til ved det voldsomme overfald, men de er begge chokerede. Politiet ved endnu ikke, hvorfor den psykisk syge mand hamrede en økse gennem sideruden på patruljebilen.

- Han sidder lige nu på Station Bellahøj, hvor en læge skal tilse ham. Vi har endnu ikke kunnet afhøre ham eller finde ud af, hvem han er.

- Han har en eller anden psykose, som har gjort, at han har opført sig noget voldsomt, siger Jens Kristiansen.