Dreng dræbt af togpåkørsel

Ulykken skete nær station på Vestsjælland.


Vis stort kort

Meldingen lyder nu, at den dreng der ved mandag middag blev påkørt af et tog ved stationen i Tølløse, har mistet livet ved ulykken. Det oplyser Banedanmark.

Politiet ønsker dog ikke at bekræfte, at han er død. Drengens identitet er endnu ikke blevet meldt ud, men:

- Vi arbejder på hurtigst muligt at finde ud af, hvem han er, siger kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Lene S. Madsen.

Drengen blev ramt af et regionaltog fra DSB, som var ved at bremse ned. Det kom fra Kalundborg og skulle til København, oplyser sektionschef i Banedanmark Helle Bøhl-Møller.

- Det er dybt tragisk, og vi er dybt påvirkede af det, siger hun.

Overgangsanlæg undersøges
Påkørslen skete ved et såkaldt overgangsanlæg.

Ifølge Banedanmark har de foreløbige undersøgelser vist, at anlægget fungerede. Både med hensyn til blink og med udkaldet, den såkaldte tude-marie, hvor en stemme siger: "Gå ikke over sporet, der kommer tog."

Havarikommissionen undersøger dødsulykken i samarbejde med Banedanmark.