Græske optøjer påvirker os psykologisk

Grækenland er ikke nogen stor økonomi, men uroen i landet har stor psykologisk betydning for hele det europæiske samarbejde

Grækerne er ikke begejstrede for udsigten til flere hjælpepakker fra EU og IMF. (Foto: Zuma Press)
Grækerne er ikke begejstrede for udsigten til flere hjælpepakker fra EU og IMF. (Foto: Zuma Press)

Siden græske politikere i weekenden blev enige om en meget upopulær spareplan for det gældsplagede land, har demonstranter kæmpet mod politistyrker i Athens gader.

Brandfolk har travlt med at efterslukke påsatte brande på mindst 45 bygninger i den centrale del af hovedstaden, mens et større oprydningshold fjerne sten og murbrokker efter nattens gadekampe.

67 demonstranter blev anholdt.

Læs også: Grækenland vedtager spareplan - demonstranter går amok

Men som en italiensk finansreporter her til morgen skrev om Grækenland på beskedtjenesten Twitter:

- Vi har stadig det værste i vente.

Men hvad betyder den fortsatte græske uro egentlig for hr. og fru Danmark?

- Umiddelbart betyder det jo ikke noget. Men det vil have en masse afsmittende virkninger på europæisk økonomi og de renter, der bliver betalt rundt om i Europa, siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til ekstrabladet.dk.

Hvem bliver det næste gang?
Det vil også have betydning, for de danskere, der er ansat i virksomheder, der lever af eksport.

- Og så påvirker det renten, hvis du skal tage lån i bankerne, siger Lars Andersen.

Læs også: Dansker i Grækenland: Flere ender på gaden

Grækenland er ganske vist et lille land, men uroen har stor psykologisk betydning.

- Det er en grad af tiltro til fremtiden, der er lidt i mørkere, hvis det går galt i Grækenland. Det er den psykologiske virkning i Sydeuropa, der bliver påvirket, siger Lars Andersen.

Ud af euroen ...
Hvis Grækenland bliver nødt til at forlade euroen, vil fokus på de øvrige gældsplagede sydeuropæiske lande stige.

- Renten vil stige, nervøsiteten i resten af Europa vil brede sig. Hvad skal der ske af politisk beslutninger, siger Lars Andersen.

Og hvis Grækenland først forlader euroen, vil spekulationerne få frit løb: Hvilket land bliver det næste?

Lars Andersen tilføjer, at hvor 2008 var en rigtig økonomiske krise, er Europas problem med Grækenland af politisk karakter: Man kan ikke blive enige en løsning.

’Rimelig slem’.

Sådan betegner Hans Martens, direktør for den Bruxelles-baserede tænketank European Policy Centre, scenariet, hvor Grækenland forlader euroen:

- Hvis de reintroducerer drachmeren, vil der komme tårnhøj inflation, renten vil stige, og så stiger den udenlandske gæld også. Det er ikke rart at tænke på, siger han til ekstrabladet.dk.