Unge var i livsfare under stor technofest

106 blev taget for narko og uro ved stor fest i det indre København. Politiet er stærkt bekymret.

Forbruget af narkotika til en technofest i København var på et skræmmende højt niveau, mener politiet.

- Vi har skrevet i alt 106 sager om lov om euforiserende stoffer og om overtrædelse af restaurationsloven, siger politikommissær Bjarne Christensen, der er leder af en specialpatrulje i Københavns Politi.

- Vi måtte rekvirere ambulancer til fem unge med overdosis. Jeg skønner, at to af dem var i livsfare, siger politikommissæren.

Festen foregik i en bygning ved Nikolaj Plads i det indre København natten mellem lørdag og søndag.

Betjente kontrollerede først unge mennesker, der ved 22-tiden lørdag aften var på vej til stedet, og i de følgende timer tjekkede de festdeltagerne på de tre etager.

Stegt hjerne
Og det flød med narkotika: Hash, kokain, amfetamin, GHB (såkaldt fantasy) og en særlig stærk form for amfetamin, MDMA, blev fundet i folks lommer.

- Det er bekymrende, at så mange er påvirkede og bruger stofferne, siger politikommissær Bjarne Christensen.

Nogle af de unge eksperimenterer og blander narkotika med ketamin, som er et middel, dyrlæger bruger til at bedøve heste med.

- De tager en cocktail af farlige stoffer. Man risikerer at få hjernen stegt, siger politikommissæren.

Langt hovedparten af de 106 sigtelser drejer sig om narkotika.

Politikommissæren fortæller, at hovedparten af gæsterne til festen var fra cirka 17 år og op til midt i 20'erne.