To danske turister ramt af tog

Mirakuløst: De blev trukket 40 meter med toget, men kravlede næsten uskadte ud af totalskadet firehjulstrækker

Ifølge tyske myndigheder deltog 31 mand i redningsarbejdet. (Foto: FF Zell am See)
Ifølge tyske myndigheder deltog 31 mand i redningsarbejdet. (Foto: FF Zell am See)

- Jeg har sjældent set så smadret en vogn. De to danske turister har virkelig haft heldet med sig, siger vagthavende hos politiet i Zell Am See i Østrig, Hannes Wurzer til ekstrabladet.dk.

Søndag kørte en bil, ført af en 58-årig kvinde fra Skødstrup nær Århus, ud foran et tog på lokalbanen Pinzgau Bahn. Hun havde en 50-årig passager i bilen, der blev ramt frontalt og slæbt 40 meter med toget. Bilen slog flere kolbøtter, blev smidt gennem et træhegn og endte i en grøft, totalskadet.

- De to danskere fik flere hudafskrabninger og knubs, men var ellers uskadte. De er stadig i Østrig, fordi vi skal snakke med dem, inden de rejser hjem. De fik afbrudt ferien, siger Hannes Wurzer.

Lokomotivføreren forsøgte forgæves at bremse, da den danske bil pludselig dukkede op på sporet. Ifølge politiet overså den danske kvinde det røde stopsignal.

Der blev omgående slået alarm, og den østrigske redningstjeneste nåede hurtigt frem. Den danske kvinde sad fastklemt i førersædet og måtte skæres fri. 31 mand deltog ifølge den lokale presse i redningsarbejdet.