Hashbod solgte for 100.000 kr. om dagen

Blot én hashbod på Christiania solgte for næsten 100.000 kr. hash om dagen. Det fremgår af tiltalen mod otte formodede hashsælgere fra fristaden

Omsætningen i bod 4 i Pusher Street var på næsten 100.000 kr. om dagen, skønner politiet. (Foto: Ole Steen)
Omsætningen i bod 4 i Pusher Street var på næsten 100.000 kr. om dagen, skønner politiet. (Foto: Ole Steen)

Der var gang i butikken i bod 4 i Pusher Street på Christiania.

Boden, der lå over for Tinghuset i fristaden, solgte hver dag knapt 2,5 kilo hash og godt et halvt kilo skunk med en omsætning på lige under 100.000 kr. om dagen.

Gennem halvandet år blev det til cirka 45 millioner kr.

Ur til næsten en halv million kr.
Dét fremgår af tiltalen mod otte formodede hashhandlere fra Christiania, der nu får deres sager afgjort ved Københavns Byret.

Den ene af de tiltalte, 39, gav sin 32-årige veninde et schweizisk Hublot ur til en værdi af 461.800 kr.

Læs også: 11. mand er anholdt i stor hashsag

Politiet slog til mod den formodede hashliga i april sidste år og efterforskningen har afsløret, at et kælderrum på Østerbro var fjernlager for hashboden i Pusher Street.

Der blev opbevaret i alt 1,3 tons hash, der dagligt i mindre portioner blev transporteret til bod 4 i Pusher Street og solgt.

Solgte for næsten 100.000 kr. om dagen
Politiet har beregnet omsætningen i bod 4 og er, ifølge tiltalen, kommet frem til, at der blev solgt 'ikke under' 2492 gram hash og 562 gram skunk om dagen til en skønsmæssig omsætning på 97.480 kr.

Det var den 39-årige tiltalte, der styrede hashbutikken, og delte vagter ud til fire andre af de tiltalte.

De otte tiltale er 44, 38, 33, 25, 30, 22, 39 og 32 år. Kun den 32-årige kvinde er på fri fod, resten sider varetægtsfængslet.

Retssagen mod de otte tiltalte baserer sig blandt andet på fundet af hashregnskaber, fordi politiet fandt kun 26 kilo hash.

Talte penge bag låst ståldør
De fleste blev anholdt den 11. april i en kælder under Tinghuset på Christiania, hvor de bag en ståldør med kodelås sad og talte godt 150.000 kroner.

- Vi ved, at de sidder og tæller penge på den tid af aftenen, så vi slog til dér for at få dem med fingrene i fadet, sagde politikommissær Steffen Th. Steffensen, narkopolitiet, efter anholdelserne.

Læs også: Motorbåd, dyr bil og flere millioner konfiskeret

Hashringen blev afsløret efter at politiet ved et rent tilfælde fandt en 'pengetank' hos lagerhotellet Shurgard på Amager, da politiets narkohunde var på øvelse den 9. juni 2010. En hund fik færten af et depotrum, hvor der lå 3.738.600 kr. og 75.565 euro i rygsække, poser og papkasser.

Eks-soldat bestyrede pengetank
Bestyreren af pengetanken var en 27-årig stilladsarbejder og tidligere soldat med internationale udsendelser, der fik fire et halvt års fængsel for gennem 13 måneder at have skjult mindst 30 mio. kr. i depotrummet.

Læs også: Fik fire et halvt år for at skjule hashmillioner

Den 27-årige var ofte i 'pengetanken' mere end en gang om dagen. Efterforskningen afslørede, at han besøgte depotrummet 141 dage og lukkede sig ind 165 gange. Lejerne blev fotograferet, når de låste sig ind, og skulle bruge en pinkode.

Han forklarede dengang til politiet, at han nogle gange havde 600-800.000 kr. med, som han skjulte i depotrummet.

I første runde fandt politiet ikke ud af, hvem den 27-årige arbejdede for, men i april slog politiet til mod hash-ringen, som nu sidder på anklagebænken.

Under efterforskningen af komplekser, hvor andre også har været anholdt, har politiet beslaglagt en Audi S4, en 29 fod motorbåd og to millioner kroner fra bankkonti.

1 af 2 Et depotrum hos Shurgard på Amager var hashhandlernes pengetank. Mindst 30 millioner kr. flød gennem depotrummet. (Foto. Kristian Linnemann)
2 af 2 Omsætningen i bod 4 i Pusher Street var på næsten 100.000 kr. om dagen, skønner politiet. (Foto: Ole Steen)