Norsk politi åbner hemmeligt Breivik-lager

Norsk politi har bevismaterialet mod Breivik på hemmelig adresse. Nu viser de resterne af bilbomben frem

I en lagerbygning på en hemmelig adresse i Oslo er tusindvis af effekter fra Breivik-sagen gemt af vejen. Blandt andet resterne af den bil som Anders Behring Breivik sprængte i luften med en bombe i regeringskvarteret i Oslo den 22. juli sidste år.

Norsk politi viser nu den enorme mængde fysiske beviser frem for journalister.

To dæk på bilen er stadig intakte og ligger i en bunke i et hjørne under en reol sammen med de sammenkrøllede metaldele.

Resterne af bilen er bare et ud af mange fysiske beviser.

- Det er en enorm stor beslaglæggelse af materiale. I en normal drabssag er der normalt ikke mere end, der kan være i en enkelt kasse, siger John Roger Lund til Ritzau og peger hen på en stålreol pakket med kasser fra gulv til loft.

To politibetjente arbejder fuld tid i lagerrummet med at systematisere de mange effekter.

- Det er vigtigt for selve straffesagen. Det kan være, at retten fysisk ønsker at se nogle af de genstande, som vi opbevarer her, siger John Roger Lund.

På lageret findes også udstyret Breivik brugte til at blande kemikalier til bilbomben hjemme på sin gård. De to lagerbetjente hiver de firkantede stykker plastik ud af en stor papæske.

Plastikdelene er hæftet sammen af metaldele og plastikwire i den hjemmelavede kemikaliebeholder.

De tusindvis af fysiske beviser, hvor der også er effekter fra tragedien på Utøya, indgår i den største efterforskning i Norge i nyere tid.

Politiet har blandt andet sikret sig 294 mobiltelefoner fra Utøya og 117 kameraer, der indgår som dokumentation i sagen.

Otte mennesker blev dræbt af bomben i Oslo, mens 69 mistede livet ved massakren på Utøya.