Politi stoppede nøgen selvmordskandidat med hamburgere

Politiet brugte McDonald's-hamburgere til at lokke en nøgen mand ned fra et radiotårn i Los Angeles.

Nøgen selvmordskandidat kom først ned fra radiotårn, da han havde fået sine hamburgers. (FOTO: AP)
Nøgen selvmordskandidat kom først ned fra radiotårn, da han havde fået sine hamburgers. (FOTO: AP)

En nøgen mand klatrede op i toppen af et radiotårn i downtown Los Angeles og nægtede at komme ned fra sin plads - indtil politiet købte ham to hamburgere fra McDonald's.

Den 45-årige mand fra Arizona klatrede op i tårnet onsdag eftermiddag og smed tøjet under opstigningen, skriver Los Angeles Times.

Det fremgår ikke, hvad der fik manden til at klatre op i tårnet, men han forblev deroppe i flere timer, imens politiet forhandlede med ham fra gaden.

Politiet fortæller Los Angeles Times, at manden på et tidspunkt spurgte efter hamburgere fra McDonald's. Politibetjentene opfyldte åbenbart hans ønske, og efter at have spist sit måltid gik manden med til at komme ned fra tårnet.

Manden blev pakket ind i et tæppe, hentet og bragt ned på jorden i en lift og derefter taget i politiets varetægt.