Farlig 31-årig flygtet fra psykiatrisk afdeling

En 'farlig' mand er flygtet fra psykiatrisk afdeling i Viborg

Politiet efterlyser den sindslidende Micah Thomas Henriksen og advarer samtidig borgerne om selv at forsøge at pågribe ham. (Politifoto)
Politiet efterlyser den sindslidende Micah Thomas Henriksen og advarer samtidig borgerne om selv at forsøge at pågribe ham. (Politifoto)

En sindslidende mand er torsdag formiddag flygtet fra en psykiatrisk afdeling på Søndersøparken i Viborg, hvor han var anbragt efter en dom.

Den 31-årige mand, der betegnes som 'farlig' og modtager medicin for sin psykiatriske lidelse, efterlyses nu af politiet.

Ordensmagten advarer almindelige mennesker, som støder på flugtfangen, mod at tage kontakt til ham.

Formentlig på vej mod Aarhus
- Borgere skal ikke rette henvendelse til ham, men i stedet kontakte politiet på telefon 114, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden beskrives som slank til muskuløs af bygning. Han har mørkt, karseklippet hår og er 179 centimeter høj.

Den 31-årige mand forventes at være søgt mod Aarhus, lyder det fra politiet.

Det er langt fra første gang, at det lykkes for fanger at stikke af fra psykiatriske afdelinger:

Især ungdomspsykiatrien på Psykiatrisk Hospital i Risskov har været hårdt plagede af flugter.

Alene i 2010 lykkedes det for mindst 19 fanger at stikke af.