57-årig kvinde død efter brand

Beboer må genhuses efter brand, der kostede 57-årig kvinde livet

Branden i kvindens lejlighed var meget voldsom og hele opgangen måtte evakueres. (Læserfoto: Hans Hansen)
Branden i kvindens lejlighed var meget voldsom og hele opgangen måtte evakueres. (Læserfoto: Hans Hansen)

En 57-årig kvinde har mistet livet, efter en voldsom ildebrand torsdag kort før midnat hærgede hendes lejlighed, der ligger på Ravnsborg Tværgade 3 på Nørrebro i København.

- Der var tale om en virkelig kraftig ildebrand. Hendes lejlighed er helt udbrændt, og ilden er næsten brændt igennem op til fjerde sal, siger den centrale vagtchef ved Københavns Politi til ekstrabladet.dk.

I forbindelse med branden måtte hele opgangen evakueres.

Branden opstod i kvindens lejlighed på 3. sal til højre.

Politiet har ingen mistanke om, at der ligger en forbrydelse bag den kraftige brand, men formoder, at den er opstået som følge af tobaksrygning.

- Lejligheden på 4. sal til højre blev så hærget af branden, at beboeren må genhuses, siger den centrale vagtleder til ekstrabladet.dk.

De øvrige beboere kunne efter vende tilbage til deres lejligheder i løbet af natten.

Politiets brandtekniske afdeling rykker ind i lejligheden fredag for at fastlægge brandårsagen.

Kvinden boede alene i sin lejlighed.