Far og halvbror fængslet for sexovergreb

Pige blev udsat for seksuelle overgreb, fra hun var syv, til hun var 14 år. Hendes far og halvbror er fængslet

Fra hun var syv år, og til hun blev 14 år, blev en pige angiveligt udsat for seksuelle overgreb af sin far og sin halvbror. Overgrebene fandt sted fra 1993 til 2000 i en villa uden for Viby, som var familiens daværende bopæl.

Faren og halvbroren er sigtet for overgrebene og varetægtsfængslet frem til 1. marts, skriver Dagbladet Roskilde

Ifølge sigtelsen skal begge mændene, som i dag er 65 år og 37 år, i forening adskillige gange have haft samleje med pigen. De to mænd er også sigtet for flere andre seksuelle krænkelser.

Halvbroren mistænkes desuden for at have tvunget pigen til såvel oralsex som analsex.

Sagen blev meldt til politiet sidste år, og den er siden blevet efterforsket.

Onsdag blev de to mænd anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, der fandt sted for lukkede døre. Ifølge Dagbladet Roskilde nægter begge sig skyldige.