Tre dræbt i grønlandsk bygd

Døde og sårede fundet i hus - 20-årig anholdt

Foto: Google maps
Foto: Google maps

Politiet i Upernavik fik her til morgen grønlandsk tid melding om tre dræbte og to sårede i bygden Nutaarmiut, der ligger midt på den grønlandske vestkyst.

- Endnu har vi ikke det fulde overblik over sagen, sagde Claus Risbjerg, administrativ politichef i Upernavik, tidliger ei dag til ekstrabladet.dk.

- Vi fik meldingen fra en beboer i bygden, og vi er netop nu ved at flyve folk og redningspersonale til bygden, forklarer politimanden og siger, at bygden har hverken kommunefoged eller anden officiel myndighed.

Politiet anholdt den formodede gerningsmand, en 20-årig mand, der er bosiddende i bygden. Han er endnu ikke afhørt.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fundet tre dræbte i Nutaarmiut, og at vores folk på stedet har anholdt den formodede gerningsmand, siger Risbjerg.

'Forhåndenværende' mordvåben
Det vides endnu ikke, hvilken relation den anholdte har til de tre dræbte og de to sårede. Manden blev anholdt klokken 15.15 dansk tid - næsten fire timer efter en beboer anmeldte skudepisoden til Politiet.

Men da bygden Nutaarmiut, hvor de tre blev dræbt, hverken har en kommunefoged eller en lokal politistation, måtte politifolk og en læge flyves dertil i helikopter.

- Anholdelsen var meget udramatisk. Da politiet kom frem til stedet og fik identificeret den formodede gerningsmand, skete anholdelsen uden modstand, siger Claus Risbjerg.

Han oplyser, at de to sårede er svært tilskadekommende og muligvis i livsfare.

- De er ved at blive evakueret nu til byen Upernavik.

Ofrene blev dræbt med 'de forhåndenværende genstande', men Claus Risbjerg vil af hensyn til efterforskningen ikke komme nærmere ind på gerningsvåbnet.

Politiet efterforsker nu sagen, og har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger.

Nutaarmiut ligger 91 km nord for Upernavik. Ifølge politiet har bygden 68 indbyggere.