Guldsmed-tyv fundet i Sverige

En litauisk mand er anholdt i Sverige for et tyveri begået mod en guldsmed i Skjern i 2010.

Halvandet år efter at en guldsmed i Skjern blev bestjålet for 300.000 kroner i ure og smykker, mener politiet nu endelig at have en af gerningsmændene på kornet.

- Der er tale om en 31-årig litauisk mand, der er blevet anholdt i Sverige, siger Bjarne Højgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han blev afsløret efter, at der var fundet dna-spor fra ham i flugtbilen.

Selvom manden ikke opholder sig i Danmark, kommer hans sag alligevel for retten i Herning onsdag, hvor anklagemyndigheden vil gå efter at få ham fængslet i absentia - uden hans tilstedeværelse.

Det er ikke første gang, litaueren har gjort sig uheldigt bemærket.

Han er tidligere dømt for et mindre butikstyveri i Danmark, og også i Norge har han øjensynligt trådt ved siden af.

- De vil have fat i ham på grund af en lovovertrædelse begået der, siger Bjarne Højgaard.

Ifølge ham er der indgået en aftale om, at han overflyttes til Norge inden ugen er omme.

Indbruddet fandt sted den 26. juli 2010 gennem et vindue på guldsmedeforretningens bagside.

Selvom tyvene slap væk ved tyvekoster for flere hundrede tusinde kroner, var de nødsaget til at efterlade værdierne i deres flugtbil, da de kørte galt og måtte flygte fra politiet til fods.

Politiet i Danmark arbejder på at få manden udleveret til Danmark, efter han har været i Norge.

To andre menes at have været med til tyveriet. Men de er stadig på fri fod.