Præstø-tragedien: Ansvarlige er sigtet

Politiet har rejst sigtelser, men vil ikke røbe mod hvem og for hvad efter bådulykken 11. februar sidste år. Anklageskrift først klar senere

Der forventes at gå yderligere end måned, før et anklageskrift er klar efter Præstø-ulykken (Foto: Henrik Larsen)
Der forventes at gå yderligere end måned, før et anklageskrift er klar efter Præstø-ulykken (Foto: Henrik Larsen)

Nu drages de ansvarlige for tragedien på Præstø Fjord 11. februar i fjor til ansvar.

Et år efter, at lærerne Michael Jørgensen og Rikke Jensen tog 13 elever fra Lundby Efterskole med på fjorden og forulykkede i en dragebåd, er politiet færdig med efterforskningen og klar til at indlede det retslige efterspil.

Sølov og straffelov
– Vi har rejst de sigtelser, som sagen lægger op til, og om en måneds tid regner jeg med at kunne forelægge statsadvokaten et udkast til anklageskrift, siger politiadvokat Michael Boolsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.

Tidligere har vicepolitiinspektør Søren Ravn oplyst, at Rikke Jensen og efterskolens forstander, Truels Truelsen, er afhørt med sigtedes rettigheder, og at afhøringen både har handlet om overtrædelse af søloven og straffeloven.

Aktuelt vil politiadvokat Michael Boolsen dog ikke oplyse antallet af sigtede, eller hvem der er sigtet for hvad.

– Det er usædvanligt i en sag, der er så fremskreden?

– Det er også en usædvanlig sag, siger politiadvokaten.

Politiet og dets jurister har samarbejdet tæt med Søfartsstyrelsen for at finde ud, hvordan sagen skulle gribes an. Og man har blandt andet nærlæst sagsakterne om katastrofen på ’Scandinavien Star’ for at se, hvordan man kan placere et ansvar.

Der var kulingvarsel, da Michael Jørgensen og Rikke Jensen midt under isvinteren i februar 2011 tog de 13 elever med ud på fjorden for at øve dragebådssejlads. Ingen bar hverken redningsvest eller overlevelsesdragter. Kun svømmeveste, som ikke kan holde hovedet på en bevidstløs person oven vande.

Båden kæntrede. Michael Jensen omkom i det iskolde vand, mens Rikke Jensen og eleverne overlevede mirakuløst.

Mange af eleverne var teknisk hjernedøde, da de blev bjærget, men blev genoplivet. Seks af dem fik varige alvorlige hjerneskader.

I september fastslog Den Maritime Havarikommission, at de to lærere og efterskolens ledelse havde svigtet på alle punkter.

– Jeg har ingen, sagde forstander Truels Truelsen, da Ekstra Bladet i går bad om hans kommentar.

Hverken hans eller Rikke Jensens advokater reagerede i går på vore henvendelser.