Lisa-drabet: Forsvarer savner 'rygende pistol'

Afgørende bevis i sagen om drabet på 37-årige Lisa Andersen mangler, fastslår den tiltaltes forsvarer i sin procedure

RETTEN I GLOSTRUP (ekstrabladet.dk): - Vi har ikke fundet afgørende beviser. Vi mangler den 'rygende pistol'.

Det fastslår den drabsanklagede Jimmy Paaske forsvarer, Henrik Stagetorn, i sin procedure netop nu i Retten i Glostrup. Forsvareren kræver sin 49-årige klient frikendt for drabet på sin tidligere samlever Lisa Andersen, som forsvandt julen 2010 og blev fundet nedgravet nær en rideskole ved Herlev.

Og det sker altså med henvisning til, at de nøjagtige omstændigheder for Lisa Andersens forsvinden omkring 22. december 2010 og selve drabet på hende aldrig er blevet klarlagt.

LÆS OGSÅ:

Se også: Anklager: Jimmy dræbte Lisa i det fri

Eksmand fremstillet som usympatisk
Stagetorn kritiserer desuden anklageren i sagen, Christian Schrøder, for i sin fremstilling at have haft udfald mod den tiltalte og fremstillet Paaske som 'usympatisk'.

- Der er ingen tvivl om, at Jimmy har haft en deroute, medgiver Stagetorn dog og hentyder til, at Jimmy Paaske de seneste fem år forud for det formodede drab på Lisa levede som arbejdsløs.

Under såvel sin forsvarers som anklagerens procedure har Paaske siddet roligt og tegnet på en blok med gul kuglepen. Uden at se på advokaterne eller de syv nævninge, der skal tage stilling til skyldspørgsmålet.

Schrøder fastslog i sin procedure her til formiddag, at han kræver Jimmy Paaske dømt for både drabet på Lisa Andersen og usømmelig omgang med lig.

Lisa Sofie Engelhardt Andersen forsvandt 22. december 2010 og blev fundet nedgravet nytårsdag 2011. Sagen mod den tiltalte Jimmy Paaske slutter i morgen, hvor der afsiges kendelse og udmåles straf.

Paaske har siden sin anholdelse 29. december 2010 nægtet sig skyldig.

LÆS OGSÅ:

Se også: Anklagerens krav: Eksmand skal dømmes for Lisa-drab