75 politifolk efterforsker Breivik

Anders Behring Breiviks sag fylder foreløbig 77 ringbind med omkring 500 sider i hver

Anders Behring Breivik krævede under dagens retsmøde at blive løsladt, men han fik varetægtsfængslingen forlænget indtil retssagen starter i april. (Foto: AP)
Anders Behring Breivik krævede under dagens retsmøde at blive løsladt, men han fik varetægtsfængslingen forlænget indtil retssagen starter i april. (Foto: AP)

Norsk politi fortæller mandag eftermiddag på et pressemøde i Oslo om den omfattende efterforskning mod Anders Behring Breivik.

Massemorderen selv blev på et retsmøde tidligere i dag varetægtsfængslet frem til sagens start den 16. april.

På det efterfølgende pressemøde fortæller efterforskningsleder John Roger Lund, at Anders Behring Breivik er blevet afhørt 27 gange - i alt i 170 timer. Det har resulteret i 815 siders udskrifter af optagelserne.

- Vi er endnu ikke færdige, så vi fortsætter afhøringerne. Men i og med at sigtede kan følge med i vores udtalelser, vil vi ikke komme nærmere ind på det, siger han på pressemødet ifølge Ritzau.

Læs også:

Se også: Breivik fængslet i 12 uger mere

Læs også:

Anders Behring Breivik fotograferet af politiet på Utøya kort efter anholdelsen. (Politifoto) 112 - 6. feb. 2012 - kl. 12:45 Smilende Brevik kræver at blive løsladt

John Roger Lund oplyser, at 75 politibetjente efterforsker sagen, men politiet regner med at 10-15 betjente vil blive taget af sagen omkring påske.

Politiet har i alt afhørt 926 vidner i forbindelse med bombesprængningen i Oslo, og 495 personer er blevet afhørt i forbindelse med drabane på Utøya.

- Vi har 60.000 timer med videomateriale, og vi har fundet den sigtede på 64 forskellige steder i den aktuelle periode, siger efterforskningslederen ifølge den norske avis Dagbladet.

For at give et indtryk af sagens omfang oplyser John Roger Lund, at sagen lige nu fylder 77 ringbind med omkring 500 sider i hver.

På Utøya fandt politiet 294 mobiltelefoner, 117 kameraer, 100 bærbare computere og 50 andre lagringsenheder.

- Gennemgangen er et møjsommeligt arbejde, som vi nok ikke bliver færdige med før retssagen starter, siger efterforskningslederen.

Det norske politi efterforsker også fortsat, om Anders Behring Breivik var alene om at planlægge angrebet den 22. juli.

Efterforskningslederen understreger, at det vigtigste for politiet fortsat er at undersøge, om Anders Behring Breivik har stået for terrorangrebet selv, eller om han har haft hjælp til at udføre det.

- Sådan som efterforskningen ser ud i dag, er der ikke noget, som tyder på, at der har været andre medvirkende, siger John Roger Lund og tilføjer, at politiet fortsat venter svar på 12 retsanmodninger fra udlandet.