Spritbilist trillede rundt

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds væltede sig i spritbilister i aftes og nat

Alt for mange bilister kørte med for meget alkohol i blodet lørdag aften og nat, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til ekstrabladet.dk.

- På almindelig patrulje har vi snuppet syv, heraf tre i Nykøbing Falster, og noget tyder på, at folk har brugt alkoholen til at varme sig på. Den af de syv, der blæste alkometret op til den højeste vejledende promille, nåede op på 2,13. Alle disse syv bilister blev stoppet, uden at de havde været involveret i ulykker. Den ene af bilisterne, en mand, fik beslaglagt sin bil, fordi han tidligere var snuppet for spritkørsel og var blevet frakendt førerretten, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig, til ekstrabladet.dk.

Ud over de ovennævnte syv spritbilister, kørte yderligere to mænd galt med alt for meget sprut i blodet.

En af mændene pustede alkomeretret op til en vejledende promille på 2,88.

- Der er tale om en 42-årig mand fra Næstved, der kørte galt på Suså Landevej ved Herlufmagle. Han mistede herredømmet over sin bil, der trillede rundt flere gange. Vi blev alarmeret klokken 02.39. Manden klagede over smerter i nakken, men det var ikke værre, end at han kunne blæse alkometeret op på 2,88 promille, siger Søren Østervig til ekstrabladet.dk.

Manden var alene i bilen, og ingen andre trafikanter var involveret i ulykken.

Også en anden mandlig bilist kørte galt i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds med for meget sprut i blodet.

- Det var en 44-årig mand fra Holmegaard. Vi blev alarmeret 04.15 søndag morgen. Manden kørte ad St. Ladegårdsvej ved Sorø, da han mistede herredømmet over sin bil og kørte ud i rabatten, hvor han ramte flere buske og træer. Han slap fra ulykken uden fysiske skader, men blæste alkometeret op på en promille på 1,60, siger Søren Østervig til ekstrabladet.dk.

Heller ikke ved dette trafikuheld var andre trafikanter involveret.