Dansk toiletkrænker anholdt i Australien

En 35-årig dansker er blevet anholdt af politiet for at filme tissetrængende kvinder på et australsk dametoilet

De australske kvinder fik sig noget af en overraskelse over at blive filmet, mens de var på potten. (Foto: Tuomas Marttila)
De australske kvinder fik sig noget af en overraskelse over at blive filmet, mens de var på potten. (Foto: Tuomas Marttila)

En 35-årig dansker risikerer øjensynligt enten bøde eller fængselsstraf, efter han i går blev taget på fersk gerning af australsk politi på et dametoilet i New South Wales i Australien.

Danskeren var nemlig angiveligt i fuld gang med at filme de tilfældige kvinder og deres toiletbesøg med sin mobiltelefon - vel at mærke uden deres vidende og accept.

Det oplyser politiet i New South Wales i en pressemeddelelse.

- Omkring kl. 19.15 blev politiet tilkaldt til en campingplads i Katoomba efter henvendelser om en mand, der filmede kvinderne på toilettet på pladsen. Manden - en 35-årig dansker - blev arresteret på stedet og bragt til Katoomba Police Station, skriver politiet.

LÆS OGSÅ: Dansker fik 30 år: Han kommer aldrig hjem igen

Den 35-årige dansker blev i går aftes løsladt mod kaution, men skal allerede i morgen møde for den lokale dommer i Katoomba, hvor han står sigtet for 'at filme en person, mens vedkommende er i gang med en privat handling'.

Hos Udenrigsministeriets Borgerservice har man dog endnu ikke hørt om sagen.

- Normalt bliver vi underrettet, når en dansk statsborger bliver anholdt i udlandet, men vi har endnu ikke kendskab til denne sag. Så derfor vil selvfølgelig undersøge sagen nærmere og rette henvendelse til de australske myndigheder, oplyser den vagthavende hos Udenrigsministeriets Borgerservice til ekstrabladet.dk.

Det er i øvrigt anden gang på et par dage, at en dansk statsborger bliver sat i forbindelse med sexovertrædelser i udlandet. I fredags blev en 61-årig østjyde idømt hele 30 års fængsel for sexterror.