Breivik ville bombe norske journalister

Journalister på NRK, Aftenposten og VG var udset som mål for Breiviks bomber, men han opgav i sidste øjeblik

(Politifoto)
(Politifoto)

Den 32-årige terrorsigtede Anders Behring Breivik har holdt ansatte ved norske NRK under observation, ligesom han havde planer om at bombe NRK's lokaler og aviserne Aftenposten og VG's redaktioner.

Det fremgår af norsk politis afhøringsrapporter, som NRK har fået adgang til.

Breivik har under afhøringer forklaret om de andre mål, han overvejede, da han planlagde terrorangrebene. Inden han besluttede sig for at slå til mod regeringskvarteret og Utøya vurderede han længe at bombe Aftenposten, VG og NRK.

Han overvejede at ramme Aftenposten og VG samtidig med, at han slog til mod regeringskvarteret, der ikke ligger langt fra avisredaktionerne. Men han droppede den plan, fordi han mente, at han så ikke ville kunne komme til Utøya bagefter, oplyser NRK.

Breivik har forklaret, at han gerne havde ramt både Aftenposten og NRK. NRK skal have været hovedmålet. Angiveligt har Breivik overvåget NRK's hovedkontor på Marienlyst i Oslo to gange.

Han vidste præcis, hvor indgangen til den politiske redaktion og udlandsredaktionen lå. Ved at nærme sig bygningen på cykel skal han også have kortlagt, hvor NRK-journalisterne holder rygepauser.

For at ramme journalisterne overvejede han at fremstille to bomber på mellem 50 og 60 kilo, som han ville levere iført en kureruniform fra selskabet FedEx.

Aftenposten skulle rammes ved at skjule en bombe i et køleskab og derefter sendes med en elevator op til avisens lokaler.

Breivik har i sit såkaldte manifest på over 1500 sider skrevet, at journalister er et højt prioriteret mål. Han anså journalistkonferencer som graverkonferencen SKUP i Tønsberg som attraktive mål.

Det dobbelte terrorangreb mod regeringskvarteret kostede otte mennesker livet i Oslo, mens 69 blev dræbt ved skud på Utøya. I alt blev 158 mennesker såret ved angrebene.