Yngre mand er såret af knivstik i Valby

Politiet er ved at finde ud af, hvad der gik forud for, at en yngre mand blev stukket i hoften med en kniv

En yngre mand er såret efter et knivstikkeri lørdag middag på Hjalmar Bergstrøms Vej i Valby i København.

Manden har fået flere knivstik i hofteregionen, og han er ikke i livsfare.

Det oplyser Morten Smith, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Politiet er ved at kortlægge, hvad der gik forud for knivstikkeriet, men indtil videre er motivet uklart.

- Det står ikke lysende klart, hvad årsagen er, og hvad der præcist skete, siger Morten Smith.

Politiet har endnu ikke talt med manden og ved ikke, hvem gerningsmanden er.

Offeret er en yngre mand af udenlandsk oprindelse. Knivstikkeriet fandt sted i et etageejendom på Hjalmar Bergstrøms Vej, der ligger i nærheden af Valby Langgade S-station.